Af Anne-Grete Hav Hermansen.
Artikel til Lysstrejfet, februar 2005
Vi går på en lang række langs havet. Vi går i stilhed. I starten er vi helt nede ved vandkanten, hvor bølgerne klukker mod stenene. Senere går vi opad og følger en lille fåresti med en storslået udsigt ud over det azurblå hav. Alle sanser skærpes, når talen forstummer, og sindet falder til ro.
Gule og lyslilla blomster duver i vinden. Duften af græs og krydderurter pirrer næseborene. Jeg fylder lungerne med den friske, salte havluft. Det er første dag på en tur til den græske ø, Lesbos.
Freden har sænket sig over vores gruppe. Selvom mange endnu ikke kender hinanden, bringer det tavse samvær os på forunderlig vis tættere sammen, og gør hele oplevelsen meget intens.
Vandreturen ender ved en bugt. Vi sidder på stranden i det bløde lys fra den nedgående sol og masserer benene med det varme sand. Det prikker og gør godt. Aftensmaden indtager vi på en lille restaurant ved stranden. Vi er de eneste gæster og har hele bugten for os selv. Aldrig har tzaziki, græsk salat og de andre lækkerier, der bliver sat på bordet, smagt så godt.
Efter at have gået sammen i tavshed er det hyggeligt at tale lidt med hinanden igen. Men har du ikke lige noget på hjertet, er det ikke pinligt. Tavshed er blevet en legitim del af samværet.
En drøm om tavshed
Min egen første oplevelse af tavshed sammen med en gruppe var på et drømmekursus i 1983. Jeg havde haft en drøm, hvor jeg stiger op i en bus. Men da jeg skal fortælle buschaufføren, hvor jeg skal hen, er det umuligt for mig at få så meget som en lyd over mine læber. Lederen af kurset foreslog herefter, at jeg tilbragte 24 timer i tavshed. Jeg var ret snakkesalig på det tidspunkt, men jeg vidste også, at meget af min snak dækkede over usikkerhed. Så jeg tog imod udfordringen.
Efter de første svære timer oplevede jeg tavsheden og stilheden som en ren velsignelse. Aldrig før havde jeg været så intenst og nærværende sammen med andre – og det endda uden at sige noget. Jeg var dybt forundret og fyldt af glæde.
Når jeg nu laver kurser på Lesbos, arbejder vi også med nattens drømme. De fleste formiddage samles vi i en lille have helt nede ved havet. Her er en usigelig fred. En fred der ansporer til stilhed både mentalt og verbalt. Stedets specielle energi understøtter også processen i vores arbejde med drømme, meditation, udforsknings-dialoger/coaching og øvelser, der øger jordforbindelse, nærvær og opmærksomhed i nu’et.
Pilgrimsvandring
En morgen står vi tidligt op og vandrer i bjergene ad en gammel pilgrimsrute. Det er forunderligt at tænke på, at søgende mennesker har gået her i mange hundrede år. Undervejs besøger vi nogle klostre og kapeller. I et nonnekloster, der stadig er i brug, går vi tavse rundt og fyldes af den fredfyldte og ydmyge energi, der gennemstrømmer stedet. Igen gør stilheden og det tavse samvær oplevelsen meget mere intens, end hvis vi havde snakket om vores oplevelser. (Det kan vi altid gøre senere, hvis vi har lyst til det.)
I et stort gammelt munkekloster, der nu mest fungerer som museum, vælger vi også at færdes i stilhed og føler os hensat til svundne tider.
I en af klostergårdene ligger et lille kapel med en særlig god akustik. Her står vi i en cirkel og synger. Det føles som en meget fin kontrast til stilheden. Jeg lærer de andre en lille spirituel sang, jeg har lært på New Zealand. Den højner energierne og giver en god kontakt til sjælen. Vi går derfra som båret på englevinger.
Der er selvfølgelig også rig mulighed for at tale sammen på kurset. Og det er min oplevelse, at samtalerne ofte bliver dybere og mere åbenhjertige end på almindelige kurser, – og at vi er mere nærværende, når vi lytter, – blandt andet på grund af perioderne med stilhed. Vi kommer mere i kontakt med os selv.
Den varme kilde
En eftermiddag tager vi til den varme kilde i Eftalu. Her lader vi vore kroppe synke ned i det varme mineralske kildevand i et lille bassin under et hvidt kuppeltag. Vi veksler mellem at sidde i bassinet og tage en afkølende dukkert i havet udenfor.
Et ægtepar passer stedet, og de opfordrer os til at være stille inde i bassinet. Igen sænker stilheden sig som en velsignelse over gruppen, og nydelsen af badet bliver endnu mere intens: Det varme vand mod huden, musklerne der slapper af, den skvulpende lyd når nogen bevæger sig i vandet, lyset der strømmer ind gennem nogle små firkantede huller i det hvidkalkede, hvælvede loft.
Stilheden skærper opmærksomheden på sanseindtrykkene.
Men det modsatte er også tilfældet.
Sansning giver stilhed
Vil du gerne have dit sind (dine tanker og følelser) til at være mere i ro, kan du helt bevidst rette din opmærksomhed mod dine sanseindtryk. Start med en sans ad gangen. Se dig omkring og sig: “Lige nu ser jeg … (og bemærk så hvad dine øjne tilfældigvis ser). Sig det højt eller tænk det blot. Ved således at ‘tvinge’ dine tanker til at beskæftige sig med dine sanseindtryk, kan du ikke samtidig tænke på noget andet, og tankerne begynder at falde til ro.
Hvis du sidder og meditere, kan du gøre det samme ved fx at rette din opmærksomhed mod dit åndedræt. Mærk luften, der strømmer ind og ud, – og tænk eventuelt l a n g s o m t: “Jeg ånder ind, og jeg ånder ud”.
Du kan også prøve at spise dit næste måltid eller blot et æble – med fuld opmærksomhed på alle dine sanseindtryk. Eller prøv at gå en tur på tilsvarende måde, – også selvom du bare går ned ad gaden. Det giver en helt anden oplevelse, end de fleste er vant til.
På Lesbos afprøver vi forskellige måder at skærpe vores opmærksomhed på for der igennem at få indre ro og stilhed.
I det daglige liv lader vi os ofte distrahere af diverse tanker eller snak om noget i fortiden eller fremtiden, eller af TV, radio, læsning, musik o.l.
Vi oplever i det hele taget en stigende grad af “støjforurening” i vores samfund – både af ydre støj og af indre/mental støj (fx. meninger om alt og alle).
Giv dig selv en chance for at opleve noget andet –
GIV STILHEDEN EN CHANCE!
Læs også artiklen: En sansemættet indre og ydre rejse
Læs også artiklen: Ro og næring til krop og sjæl
Læs også artiklen: Lise om Qigong
Læs mere om turen til Grækenland