Børn er en gave, tag imod den!
En huskeseddel til mig selv og andre.
Skrevet da min datter var mellem 3 og 5 år
Vær til stede. Vær nærværende. Lyt til dem. Snak med dem. Sig ja så ofte som muligt. Læs bøger højt med glæde. Lad dem slå på gryder og pander. Gå med i legen. Klæd jer ud og spil teater. Find på skøre ting sammen. Grin en masse. – Lad også barnet deltage i dine hjemlige gøremål. – Vil du lære barnet noget, så gør det med leg og opmuntring.
Hvis de er tørstige, så giv dem vand at drikke. Det slukker tørsten bedst, er sundest – og er nemt, hvis der spildes. Er de pylrede, så giv dem et dejligt varmt bad. Hvis de er svære at elske, så elsk dig selv. Husk hvor små og afhængige de virkelig er. Lær dem, at det er i orden at have følelser. Hold om dem og lad dem græde færdig, hvis de er kede af det eller bange. Giv også knus uden nogen årsag. Accepter dem, som de er.
Bag en kage og spis den uden hænder. Byg masser af huler og borge med tæpper, puder og andet. Gå på løvejagt sammen. Lav sofabordet om til en u-båd. Følg barnets initiativer og lad fantasien blomstre. Plant lakridsstænger i haven. Planlæg at bygge et rumskib. Fortæl om dine egne drømme. Slip fornuften og kontrollen.
Sig nej når det er virkelig nødvendigt. Sig det uden vrede. Læs og lær om at være forældre. Mærk dit eget indre barn og elsk det. Sørg for selv at have det godt. Gør gode ting for dig selv. Sæt dine personlige grænser, men bur ikke barnet inde med grænser. Respekter også barnets grænser. Lær barnet at det er fint at udtrykke, hvad det gerne vil have, – også selv om svaret nogle gange er nej.
Se efter det positive i alt. Vend hårdknuder og vanskelige situationer med humor og latter.
Lav grimasser. Lav overraskelser. Bevar gløden i dine øjne. Fortæl et eventyr. Syng og dans sammen. Kig efter engle. Send et brev til Gud. Gå ture i naturen. Omfavn træer. Se efter blomster, fugle og andre dyr, og snak med dem.
Husk hvor vigtigt det er at være barn. Hop i vandpytter sammen. Slip barnet i dig selv fri. Lad dit barn lege med jord og blive møg beskidt. Vask dets tøj med glæde. At være barn er en tilstand, ikke et skridt mod at blive voksen.
Lad være med at råbe. Tal venligt og respektfuldt, som var det til din bedste ven. Husk at både du og dit barn altid gør det bedste, I formår, i den pågældende situation, – og at enhver konflikt er et råb om forståelse og kærlighed, fra begge parter. Sig undskyld, hvis du fortryder det, du har sagt eller gjort.
Lad også barnet bestemme. Hav tillid. Undlad at manipulere og true. Sig hvad du gerne vil have, frem for hvad barnet skal eller ikke må. Undlad fordømmelser og kritiserende irettesættelser. Sig ikke du gør mig … vred, ked af det, glad osv. – Tag ansvar for dine egne følelser. Børn er af natur kærlige, glade, taknemmelige, hjælpsomme, opmærksomme, lærevillige …, ødelæg det ikke ved at kræve, at de skal være det på kommando, når det passer dig.
Undlad at sige: “Du er … klodset, stædig, uartig, umulig” osv. Sig i stedet: “Jeg synes det er svært, når … du ikke vil i tøjet” osv. Trøst når det er nødvendigt, men ‘beløn’ ikke gråd med slik eller andet, så barnet lærer, at det betaler sig at være ulykkelig. – Gå efter dine egne mål med glæde. Børn lærer ved at efterligne, vær et godt forbillede.
Værdsæt barnet for det, det er, – ikke kun for det, det gør og præsterer.
Udtryk din kærlighed ofte, – også med de tre magiske ord: “Jeg elsker dig”.
Behandl dem varsomt og med omsorg. Se hvilket mirakel de er.
Børn er vidunderlige!
Læs også artiklen om børnepasning nedenfor:
Af Anne-Grete Hav Hermansen.
Artikel til “Forældre og fødsel” maj 1998
Da det blev aktuelt for mig at få min datter passet, var hun 2 år og 3 måneder. Jeg havde da forinden været rundt på besøg i de daginstitutioner, som – ud fra kommunens liste – umiddelbart tiltalte mig.
Valget faldt på en vuggestue med lyse venlige lokaler, økologisk mad til børnene, en imødekommende og interesseret leder samt en stor god legeplads med både legeredskaber, æbletræer, et mere vildt skovhjørne – og høns.
Den. 1. september startede Maria i vuggestuen. Jeg var med. Allerede efter den første dag blev hun så snottet, at jeg valgte at holde hende hjemme i nogle dage. Da vi var tilbage igen, viste det sig efterhånden, at hverdagen i vuggestuen ikke var helt, som jeg havde forestillet mig. I starten havde jeg svært ved at sætte fingeren på, hvad der var galt. De fysiske rammer og de fælles faciliteter var som nævnt udmærkede – selv om de rum, hvor børnene hørte til i grupper på 12, var forholdsvis små. Og pædagogerne virkede søde og venlige og professionelle.
Maria var imidlertid ikke særlig glad for at være der. De første dage undskyldte jeg det med, at hun skulle vænne sig til de nye omgivelser og nye mennesker. Men hun havde da før leget med andre børn, både med og uden mig, og hun var blevet passet af andre, uden problemer. Så da hun ikke virkede glad for at være der, slog jeg antennerne ud. Og i de følgende dage gik det for alvor op for mig, at gode omgivelser og professionel pasning ikke er nok.
Pædagogerne var umiddelbart søde og glade for børnene, men de manglede engagement og glæde ved deres arbejde. Jeg ved, at arbejdsforholdene for pædagoger langt fra er de bedste pga. normeringer, pladsforhold og andre spareforanstaltninger, så det er ikke en anklage mod pædagoger som sådan. Det er heller ikke nemt at skifte til andet arbejde, hvis man bliver træt af det man har – f.eks. at passe børn.
At pædagogerne ikke var helt vilde med deres arbejde fremgik også af en seddel på døren til deres kaffestue. Der stod: “Mandag morgen skulle starte tirsdag kl. 11”. Den var nok sat op i spøg, men den afspejlede meget godt den generelle stemning under overfladen.
Den samme stemning eller holdning udmøntede sig også i, at pædagogerne var mere tilbøjelige til at stå og snakke med hinanden end at være nærværende med børnene, når de var ude på legepladsen. Selvfølgelig kan også små børn godt lege med sig selv ind imellem, men det virkede mere som en skjult dagsorden end en bevidst politik. Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt at se forskellen på de fastansatte på den ene side og så vikarer og praktikanter på den anden side. Sidstnævnte var betydelig mere engagerede og interesserede i børnene.
En øget grad af ligegyldighed og arbejdstræthed sker også på andre arbejdspladser, når arbejdsforholdene ikke er de bedste, og når rutine erstatter ægte engagement og arbejdsglæde. Men når det drejer sig om pasning af børn, har det mere vidtrækkende konsekvenser.
Så efter 14 dage meldte jeg Maria ud af vuggestuen igen. Jeg havde da heldigvis i mellemtiden, via en bekendt, hørt om en lille privat Steiner-børnehave med kun 15 børn. (Som dog ikke var dyrere end andre børnehaver). Vi havde også besøgt den, og det var en helt anden oplevelse af nærhed, nærvær, engagement, arbejdsglæde og kærlighed til børnene. Heldigvis var der plads, og de indvilgede i at lade Maria starte 1. oktober, selvom hun kun var 2 år og 4 måneder.
(Når de ikke ville tage hende med det samme midt i september, skyldtes det, at de 1. sept. havde taget en dreng ind, der var lidt yngre – en lillebror til en større pige i børnehaven. Og de ville gerne have tid til at tage sig af ham i starten, for derefter at kunne tage ordentlig imod Maria. Det lød som sød musik i mine ører. Og jeg stod heldigvis ikke med et akut pasningsbehov.)
Selvom Rudolf Steiner generelt anbefalede, at børn bliver passet af deres forældre indtil de er 3 år, så pædagogerne en aldersspredning i børnehaven som noget positivt, fordi det minder mere om livet i en familie, og det lærer de store at tage hensyn til de små. Der bliver dog også arrangeret særlige aktiviteter for de store, så de ind imellem kan udfolde sig uden de små.
Jeg tror, alle pædagoger har valgt deres uddannelse, fordi de holder af børn. Men der er noget der tyder på, at børnehaver med en speciel form for pædagogik, i det lange løb, giver en større grad af engagement hos de ansatte. Måske fordi de har nogle bestemte fælles holdninger som en ledetråd i deres arbejde. Men selvfølgelig afhænger det også af de enkelte personer og deres væremåde i almindelighed.
Så uden at generalisere vil jeg gerne fremhæve nogle bestemte ting, som specielt tiltaler mig ved Marias børnehave:
De ansatte opfatter ikke børnehaven som er pasningsordning, men som et pædagogisk tilbud.
Pædagogerne forholder sig individuelt til børnene, idet de ser dem som specielle enestående individer og sjæle med hver deres egenskaber, måde at være på og behov. Det er en opfattelse, der også gør det nemmere at holde af børnene, uanset hvordan de er, og at acceptere dem, som de er.
Selvom børnene får at vide, at der er visse regler, og der er ting, de ikke må, er der generelt en meget respektfuld holdning overfor børnene. Der bliver ikke talt ned til dem, som voksne ellers er tilbøjelige til.
Pædagogerne er meget bevidste om, at børn fortrinsvis lærer ved at efterligne. Derfor er de opmærksomme på, hvordan de selv er, og hvad de gør, for at være gode forbilleder og undervisere.
Hverdagens praktiske gøremål som madlavning, oprydning og rengøring udføres som en del af samværet med børnene – ligesom i en familie. Dvs. børnene hjælper til – eller de leger selv i nærheden.
Pædagogerne spiser også sammen med børnene, og ikke i deres egen frokoststue. Men hver formiddag samles de voksne ved et bord for sig selv til en kop kaffe eller te, læsning af en lille tekst og drøftelse af praktiske ting. Børnene lærer at respektere, at de voksne skal have fred til dette, selvom de sidder i samme rum som børnene og er tilgængelige, hvis det bliver nødvendigt. Imens får børnene en gulerod, et stykke brød el.lign. at spise, og leger på egen hånd, når de er færdige.
Hver dag har sin rytme – med bl.a. dejlige sange og sanglege om morgenen og eventyrfortælling omkring et stearinlys, inden de skilles først på eftermiddagen. Ugen har også sin rytme, og året har sin rytme med årstidsfester og højtider. (Se også anden artikel om en Steiner-børnehave).
Dagen veksler mellem fri leg og fælles aktiviteter – med meget fri leg, hvor børnene selv finder ud af, hvad de vil lave.
Maria holder meget af sanglegene, men også af de små vers, der bliver sunget i forbindelse med forskellige aktiviteter. F.eks. en lille sang før de spiser, bl.a. denne:
“Jorden har os brødet givet,
solen har det givet livet.
Kære sol, kære jord,
takken i vort hjerte bor.
– Velsignet være maden.”
Og dette lille vers efter maden:
“Tak for maden, den var god.
Den gir helse, kraft og mod.
– Velbekomme.”
De har også en genial lille oprydningssang. I stedet for at herse med ungerne, når der skal ryddes op, begynder pædagogerne selv at rydde op, stille og roligt, mens de synger:
“Ding dinge ling,
hver tar en ting,
rydder op og lægger ned,
alle børn må være med.”
osv. forfra.
Og det virker, – også når jeg synger den herhjemme.
Denne måde at få børnene til at deltage er et godt eksempel på den generelle holdning af ro og respektfuldhed, som de voksne møder børnene med. Der kan selvfølgelig også blive sagt en besked direkte til det enkelte barn, men det er sjældent irettesættelser eller kommandoer i traditionel forstand, som ellers let flyver ud af munden på de fleste voksne.
Den fælles oprydning er også en af de mange aktiviteter, som er med til at give børnene en begyndende ansvarsfølelse. Ligesom når de hjælper med borddækning og andet, og når de store børn får hver deres stykke køkkenhave, som de selv passer.
Jeg tror ikke, alle Steiner-børnehaver er helt som Marias. Og jeg tror, der også er andre børnehaver, hvor den samme holdning og stemning trives. For det afhænger helt klart af den enkelte pædagog og hendes eller hans holdning til sit arbejde, til børnene og til sig selv.
Er der kærlighed og glæde ved arbejdet, smitter det også af på omgivelserne.