ag@hav-hermansen.dk   |   +45 39 63 68 54 / +45 40 10 37 54
Alfa-Omega Instituttet v/ Anne-Grete Hav Hermansen

Kurser

ved Anne-Grete Hav Hermansen

Se i kalenderen hvornår hvilke kurser er programsat eller ring og hør nærmere

 

“Styrk dit selvværd.”
De færreste slipper igennem opvæksten uden større eller mindre skrammer på selvværdet. Derfor har de fleste brug for at få genopbygget deres selvværd. Selvværd giver selvtillid, men ikke omvendt. Jo mere selvværd og selvrespekt du har, jo mere respekt møder du fra dine omgivelser. Og jo mere du holder af dig selv, jo mere har du også at give til andre. Værdsættelse af og kærlighed til dig selv har intet med egoisme at gøre, det betyder bare, at du accepterer dig selv, som du er – med fejl og mangler, (som vi jo alle har).

Men hvordan behandler du egentlig dig selv? Selvbebrejdende og uden respekt? Eller som det værdifulde og unikke (enestående) menneske, du er? Den måde du behandler dig selv på, er samtidig den måde du viser andre, de skal behandle dig på.

På kurset vil du få indblik i, dit forhold til dig selv, og hvordan du kan forbedre dette helt konkret. Via forskellige øvelser vil du også opleve en styrkelse af dit selvværd og din selvtillid nu og her. Det giver indre ro og styrke. – I kurset indgår også arbejde med Option-processen og udforsknings-dialoger.

 

“Accept og kærlighed i praksis – også til dig selv.”
Når vi slipper alle fordømmelser, forventninger og meninger om, hvad der er godt og skidt, bliver vi i stand til at møde os selv og andre med fuld accept. Og total accept er kærlighed – ubetinget kærlighed. Det er sjældent vi møder andre – eller selv bliver mødt med – denne kvalitet af total accept og kærlighed. Men når det sker, gør det et dybt indtryk, giver os en følelse af glæde og velvære og giver os mulighed for at åbne for dybere lag i os selv.
En væsentlig del af Option-processen og -dialogen er at have en holdning af accept og kærlighed til udforskeren i dialogen. Men også i din hverdag med andre mennesker har du glæde af at kunne føle total accept.

 

“Giv ikke din kraft væk til andre.”
Lær at hvile i din kerne af styrke, glæde og kærlighed. Det kan lade sig gøre, – uanset hvem du er sammen med, og hvad der sker. De fleste mennesker er imidlertid ikke ordentlig i kontakt med deres egen kraft og styrke, og giver den alt for let væk til andre. Men hvorfor? Og hvad er det, der sker, når vi giver afkald på vores kraft? F.eks. når vi lader andres fordømmende meninger tappe vores energi. Eller når vi bliver bange og usikre. – Det er noget af det vi vil beskæftige os med på kurset. Når vi tør eje vores kraft og styrke, får vi også mere frihed og glæde i livet. I kurset indgår også arbejde med Option-processen og Option-dialogen. Kurset består af oplæg, øvelser, dialoger og opsamling i gruppen.

 

“Bevidste valg.”
Vi vælger hele tiden – små og større valg – også når vi reagerer og handler på bestemte måder. Men langt de fleste valg foregår ubevidst. Ved at blive mere bevidst om vores valg, og hvorfor vi vælger som vi gør, kan vi nemmere skabe positive oplevelser for os selv og føle glæde i livet – hver dag.
“Option” betyder valgmulighed, og Option-dialogerne er et effektivt redskab til at udforske vores ubevidste reaktioner. På kurset arbejder vi også med at være ordentligt til stede i nuet og blive bedre til at mærke, hvad vi har lyst til. Det gør det lettere at vælge bevidst.

 

“Bliv leder i dit eget liv.”
Vi lærer tidligt i livet, at vores velbefindende er afhængigt af andre mennesker. Det er sandt, så længe vi er helt små. Men vi tager nemt denne erfaring med os senere og tror fortsat, det er tilfældet. Men det er det ikke. Et godt liv er ikke noget, andre kan give os. Det er noget, vi selv må sørge for. Vi kan være til hjælp og glæde for hinanden i en vis udstrækning, men hvordan vi vælger at betragte og reagere på livets tilskikkelser / udfordringer / gaver er op til os selv. At være opmærksom på dette er et vigtigt element i kunsten at skabe et godt liv. Få inspiration til at slippe afhængighed og offerroller, og få øje på gamle beslutninger, overbevisninger og andre gamle overlevelses-strategier, som måske ikke tjener dig længere. Lær at blive din egen ekspert, og at behandle dig selv og andre med accept, respekt og kærlighed. I kurset indgår også arbejde med Option-processen og Option-dialogen.

 

“Find din passion og dit livs formål.”

Mange går gennem livet uden at finde frem til deres passion og give den plads i deres liv. Når vi ikke gør det, bliver livet mere gråt og ensformigt, og vi føler os ikke helt på den rette hylde. Det, vi føler passion for, er samtidig forbundet med vores livs formål.

Vi har alle et indre og et ydre formål med livet, noget vi skal lære og noget vi skal bidrage med. Jo bedre vi kender os selv, og jo bedre vi bliver til at lytte til den indre stille stemme og de intuitive fornemmelser, jo mere flow bliver der i vores liv. Flow betyder, at det vi har brug for kommer til os, synkronisiteter (nyttige tilfældigheder) opstår, og livet bliver meningsfuldt, ubesværet og fyldt med glæde og tilfredsstillelse. På kurset vil du få hjælp til at finde ud af dine værdier, din passion og dit livs formål, så du kan begynde at handle ud fra det. Der vil være oplæg, individuelle øvelser, øvelser to og to og opsamling i gruppen. Arbejde med option-processen og udforskningsdialoger samt nattens drømme vil også indgå.

 

“Indre balance” – Den indre mand og kvinde. .
Få balance mellem din maskuline og din feminine side. Din evne til bl.a. at være udadvendt, handlekraftig, målrettet, effektiv, logisk og din evne til at være modtagende, nydende, intuitiv og i kontakt med dine følelser. Hos de fleste er den ene side mere dominerende end den anden. Men vi er bedst tjent med at have balance og kunne begge dele. Forholdet mellem den indre mand og kvinde – det indre parforhold – afspejler sig også i vores ydre parforhold. På kurset vil vi se nærmere på de to sider – generelt og hos den enkelte deltager. Desuden vil du arbejde med at udnytte dine skjulte ressourcer og skabe en optimal balance i det indre parforhold – til gavn for både det ydre parforhold og din håndtering af livet i det hele taget.

 

“Dans med din skygge”
– og bliv i stand til at ændre både dig selv og dine omgivelser.
På kurset vil du høre nærmere om, hvordan skyggen opstår, hvordan vi får øje på den, og hvordan vi kan arbejde med skyggesiderne (både de sider vi fordømmer og vores skjulte ressourcer) på en konstruktiv og let måde – til gavn for både os selv og vores omgivelser. Der vil være oplæg, øvelser og konkret personligt arbejde, så du får indsigter og kan mærke forandringer med det samme.

 

“Kærlig kommunikation.” – accept og kærlighed i praksis
“Girafsprog” og “Option” i skøn forening.
Når vi slipper alle fordømmelser, forventninger og meninger om, hvad der er godt og skidt, bliver vi i stand til at møde os selv og andre med fuld accept. Og total accept er kærlighed – ubetinget kærlighed. Det er sjældent vi møder andre – eller selv bliver mødt – med denne kvalitet af accept og kærlighed. Men når det sker, gør det et dybt indtryk, giver os en følelse af glæde og velvære og giver os mulighed for at åbne for dybere lag i os selv og turde være os selv. Desuden får vi en langt bedre kommunikation med andre.
Accept, kærlighed, nærvær og tillid er grundelementer både i Girafsprog og i Option-processen og -dialogen. Vi vil arbejde med begge dele – til glæde for både os selv og andre. Kurset består af oplæg, øvelser, dialoger og opsamling i gruppen.

 

“Den indre dommer”.
Den indre dommer er den indre stemme, der dukker op og kommenterer og bedømmer alt, hvad vi foretager os. Jo mere vi fordømmer os selv, jo mere fordømmer vi også andre, og omvendt. Dermed gør vi livet unødigt surt og tungt både for os selv og andre. Den indre dommer har også direkte forbindelse med vores oplevelse af selvværd og selvtillid.
Du vil få lejlighed til at møde din indre dommer og begynde at give slip på den. Det giver mere energi, frihed, glæde og kærlighed i dit liv.
Weekenden indeholder både oplæg, kreative processer, drømme, visualisering og udforsknings-dialoger. (Disse giver mulighed for at se på ubevidste motiver og overbevis-ninger, som styrer dine følelsesmæssige reaktioner og handlinger).

 

“Kunsten at have det godt med andre mennesker.”
I vores arbejdssituation og uddannelsesforløb, i vores privatliv og vores liv i øvrigt er vi for det meste sammen med andre mennesker. Men det forløber ikke altid gnidningsfrit. Nogle gange føles det måske blot lidt anspændt, andre gange kan der være store uoverskuelige konflikter.
Men hvad er det, der sker, når vi løber ind i problemer med andre mennesker, eller når vi ikke føler glæde og velvære ved at være sammen med bestemte mennesker ?
Mange forskellige forhold kan gøre sig gældende, hvoraf de fleste som oftest er ubevidste.
På kurset vil vi komme nærmere ind på disse forhold, og du vil få nogle redskaber til at forbedre forholdet til andre mennesker. Der vil også indgå forskellige øvelser.

 

“Få et rigtig godt parforhold.”
“Knirker” dit parforhold? – eller er det hen ad vejen blevet så forudsigeligt, at du mangler “suget i maven”? Har du tabt noget af troen på at “det nytter noget” i din søgen efter et varigt og dynamisk samspil med en mand/kvinde? Eller har du måske en spirende mistanke om, at du selv ubevidst saboterer dine forhold. Hvorfor leve med et halv godt parforhold, når det er muligt at få et, der er rigtig godt? Et forhold, hvor du tør hvile i din kerne af styrke, glæde og kærlighed. Et forhold, hvor du slipper forventninger og manipulation. Et forhold med hengivelse og lidenskab. Et forhold, hvor du tør være dig selv, – også som mand eller kvinde. Et forhold med gensidig respekt, frihed og samhørighed.
Få inspiration og nye veje til at forandre dine par-relationer og dit liv. Kik på dine og din eventuelle partners – bevidste og ubevidste – overbevisninger, strategier og prioriteringer i livet. – Og få ændret dine indre skjulte måder at “mislykkes” på. Lær mere om accept, respekt og kærlighed for dig selv og din nuværende eller kommende partner. På kurset vil der både være oplæg og vi vil arbejder med bl.a. “option-processen” (option betyder valgmulighed), samt andre former for transformerende processer.
(Både for par og singler).

 

“Indre ro, balance og nærvær.”
Her er inspiration at hente, både hvis du er stresset eller bare savner mere kontakt med din indre kerne af bl.a. ro og nærvær, og hvis du ønsker en bedre balance mellem den maskuline og den feminine side i dig selv. Dvs. din evne til fx at handle og være effektiv og målrettet, og på den anden side også kunne slappe af, nyde, hvile i dig selv og være i kontakt med dine følelser og din intuition.
Vores naturlige indre ro, balance og nærvær har ofte svære betingelser i dag. Hverdagen er for de fleste præget af mange aktiviteter, informationer og ting, der skal nås. Man kan klare det i en årrække ved at køre i højt gear – men med helbredet som indsats, og for nogle ender det i stress, udbrændthed og både fysiske og psykiske problemer.
Men vi kan nå at stoppe op, inden det går helt galt, og med meget enkle midler finde tilbage til den indre ro, balance og nærvær, som er en del af vores oprindelige natur og indre kerne.
På kurset vil du lære at anvende disse enkle midler i din hverdag. Der vil være oplæg, meditationer, individuelle øvelser, øvelser to og to og opsamling i gruppen.

 

kamerate-002kamerate-168

 

Se i kalenderen hvornår hvilke kurser er programsat eller ring og hør nærmere.

Det er også muligt at få mig ud andre steder eller med andre emner.

Ring for yderligere information og aftale på tlf. 39 63 68 54.